Læge-betonie - Betonica officinalis
Læge-betonie er en flerårig vild plante med tætte, aksformede blomsterstande i smukke purpurrøde til lyserøde nuancer. Planten hører til læbeblomstfamilien og har - som sine slægtninge - firkantede stængler og læbeformede blomster. Den bliver typisk 30-70 cm høj og danner en lav og kompakt roset af takkede blade, hvorfra de opretstående blomsterstande rejser sig om sommeren.
Læge-betonie trives bedst i sol til halvskygge og foretrækker en veldrænet jord. Den klarer sig godt på næringsfattig jord og kan med fordel indgå i en blomstereng sammen med andre flerårige arter.
Blomsterne er nektarrige og besøges af både vilde bier og en lang række sommerfugle. Læge-betonie er derfor en god plante at have med i blomsterengen, hvis man vil give insekterne noget at komme efter i højsommeren.
Læge-betonie har en lang historie som lægeplante og blev tidligere dyrket i klosterhaverne. I dag er den især værdsat for sin skønhed og sin værdi for bier og sommerfugle.
Det bedste såtidspunkt for læge-betonie er i efteråret, da frøene har brug for en periode med kulde for at spire optimalt. Frøene er lysfølsomme og bør derfor ikke dækkes med jord, men sås oven på jorden og trykkes let ned. Spiringen er ofte langsom og ujævn, så man bør være tålmodig. Der kan gå både en til tre måneder, før de første spirer viser sig. Som ved de fleste flerårige vilde blomster kan man ikke forvente blomstring det første år.
Posen indeholder 10 gram frø svarende til ca. 7.000 frø, der rækker til ca. 10 m² med læge-betonie, hvis ikke frøene blandes med andre frø fra vilde blomster.
Frøene er opblandet med RehoFix, der letter såningen betragteligt. Alligevel bør der sås tyndt. Udsædsmængden afhænger af, om frøene blandes med andre arter, men pas på ikke at så for tæt.