Kødkvæg på græs er noget af det mest naturlige, man kan forestille sig – og når det fungerer, er det også en rigtig god forretning. Men en græsmark er ikke bare græsmark. Den rigtige frøblanding er fundamentet for både tilvækst, dyrevelfærd og økonomi, og vælger du forkert, kæmper du potentielt med marken i mange år.
I denne guide vil jeg forsøge at give dig den viden, der skal til for at vælge den rigtige blanding til netop dine dyr og dine arealer.
En række parametre har indflydelse på, hvilken græsblanding du skal vælge:
-
Hvordan er jorden – let eller svær, våd eller tør?
-
Er det en ekstensiv eller intensiv kødkvægsrace?
-
Skal marken afgræsses, slås – eller begge dele?
-
Hvor stort bliver græsningstrykket?
-
Hvilken græsningsstrategi vil du bruge?
-
Skal der urter i marken?
-
Skal du så direkte eller lave udlæg?
Lad os tage dem én ad gangen.
Jordtype – vådt eller tørt?
Jorden er det første, du skal kigge på, for den kan du ikke lave om på. Græsarterne har meget forskellige krav, og den bedste blanding på god lerjord kan blive en ren skuffelse på en tør sandet mark - og omvendt.
-
Let sandjord (JB 1-4): Her er tørke den store udfordring, og almindelig rajgræs, der ellers er "rygraden" i mange græsblandinger, har det svært i en tør sommer. Vælg en blanding med rødsvingel og engrapgræs, der klarer tørken bedre og danner et tæt, slidstærkt græstæppe. ForageMax 25 er netop sammensat til tørre jordbundsforhold og primært til afgræsning.
-
God agerjord og lerjord (JB 5-7): Her trives rajgræsset, og du kan roligt vælge en rajgræsdomineret kløvergræsblanding som ForageMax 22 – forudsat at jorden er i god dræningstilstand.
-
Fugtig jord, lavbund og ådale: Under meget våde forhold går rajgræsset ud, og så skal der være andre arter til at tage over. ForageMax 26 har et moderat indhold af rajgræs og en stor andel timoté, engsvingel og rapgræs – og den tåler kortvarige oversvømmelser.
-
Varierende jord: Har du marker med både lavninger og bakketoppe, er en bredt sammensat blanding som ForageMax 24, ForageMax 36 eller ForageMax 21 et godt valg. Her er der altid en art, der trives.
Vil du vide mere om de enkelte græsarters styrker og svagheder, kan du læse min artikel Græsarter – Et overblik.
Ekstensiv eller intensiv kødkvægsrace?
Der er stor forskel på en Charolais-tyrekalv, der skal vokse hurtigt, og en flok Galloway eller Skotter, der går og passer et naturareal.
De intensive racer – f.eks. Limousine, Charolais og Simmental – har brug for foder med højt energi- og proteinindhold for at udnytte deres tilvækstpotentiale. Her skal du gå efter en kløvergræsblanding med en høj andel tetraploid rajgræs, der giver høj fordøjelighed og stor foderoptagelse.
De ekstensive racer er derimod nøjsomme og klarer sig fint på foder af lavere kvalitet. Faktisk kan for meget af det gode give fede køer med kælvningsproblemer. Her er en bredt sammensat blanding med flere arter og gerne urter et bedre valg – og så må græsset gerne blive lidt ældre, inden det bliver ædt.
Husk også, at behovet varierer i besætningen: En ammeko i god huld har ikke brug for det samme som en fedekalv eller en kvie, der skal nå sin målvægt.
Afgræsning, slæt eller en kombination?
Skal marken udelukkende afgræsses, skal du bruge en blanding, der danner et tæt græstæppe og tåler tråd. Det er sildige rajgræssorter, engrapgræs og småbladet hvidkløver, der er de bærende elementer her.
Skal du primært tage slæt til vinterfoder, er det storbladet hvidkløver, rødkløver og de højtvoksende tetraploide sorter, der giver det store udbytte. Rødkløver er ikke glad for hård afgræsning, så den hører hjemme i slætmarken.
De fleste kødkvægsproducenter ender med en kombination – f.eks. et eller to slæt i foråret, når græsvæksten løber fra dyrene, og afgræsning resten af sæsonen. Til det formål er ForageMax 21 med timoté og engsvingel et godt valg. Vil du have en ren græsblanding uden kløver til marker i 2-3 årig omdrift, kan ForageMax 33 bruges – men husk, at den så skal gødes, da der ikke er kløver der hjælpet med til at levere kvælstoffet.
Græsningstryk – højt belastede eller ekstensive arealer?
Arealer tæt på stalden, opsamlingsfolde og marker, hvor dyrene går mange pr. hektar, bliver hårdt belastet. Her er slidstyrke altafgørende. Engrapgræs breder sig med underjordiske udløbere og lukker selv hullerne efter klove og trædeskader, og derfor bør den være med i blandingen – se f.eks. ForageMax 24.
På de ekstensive arealer er udfordringen den modsatte. Når græsningstrykket er lavt, æder dyrene det bedste og lader resten stå. Det giver tuer og ujævn afgræsning, og så skal du være klar med efterpudsning. Til gengæld er der plads til urter og mere nøjsomme arter.
Rotationsafgræsning og andre græsningsstrategier
Græsningsstrategien og frøblandingen hænger tæt sammen:
-
Storfold (dyrene går på samme areal hele sæsonen): Kræver en blanding, der tåler at blive holdt kort hele tiden. Sildig rajgræssorter, engrapgræs og småbladet hvidkløver er det rigtige valg her.
-
Foldskifte/rotationsafgræsning: Dyrene flyttes mellem folde, og græsset får 3-4 ugers hvile. Det giver mulighed for at bruge mere højtvoksende arter som timoté, storbladet hvidkløver og urter. Det er klart den strategi, jeg vil anbefale – du får mere og bedre græs ud af hver hektar, og arbejdsbyrden med pasning og flytning af dyr er overskuelig.
-
Stribeafgræsning og holistisk afgræsning: Mange dyr på et lille areal i kort tid efterfulgt af lang hvile. Her trives dybtrodede arter og urter rigtig godt, og en artsrig blanding giver mest mening. DLF Biodiversitet, vil være et godt valg. Giver et rigtig godt udbytte, men er arbejdskrævende i forhold til flytning af dyr og/eller hegn, vand osv., hvilket kan gøre denne strategi ret omkostningstung.
Styring af græsmængde
Den største udfordring i en græsmark til kødkvæg er, at græsset ikke vokser lige meget hele året. I maj og juni gror det hurtigere, end dyrene kan nå at æde det – og i en tør august står det næsten stille.
En god tommelfingerregel ved rotationsafgræsning er at lukke dyrene ind ved en græshøjde på ca. 10-15 cm og tage dem ud igen ved 5-6 cm. Lader du græsset blive for højt, falder kvaliteten, og dyrene træder mere ned, end de æder. Bider de det for langt ned, tager det lang tid for græsset at komme sig.
Den nemmeste måde at styre forårsbølgen på er at lukke en del af arealet af og tage slæt. Om sommeren kan du så åbne for de slåede arealer, når genvæksten er kommet. En græshøjdemåler – eller blot en tommestok og lidt disciplin – er en god investering. Udbyttet af græsmarken kan øges betragteligt ved at styre sin afgræsning rigtigt ifht. ikke at lade dyrene græsse for langt ned inden de rykker videre til næste areal.
Urter i græsmarken til kødkvæg?
Det er blevet populært med urter i græsmarken, og det er der gode grunde til. Lad det dog være sagt med det samme: Det kræver mere og bedre management end en ren græsmark. Derudover kan urterne give udfordringer, hvis der skal slås hø på arealet, da f.eks. cikorie har ret tykke stængler der er svære at tørre fornuftigt ned.
Til gengæld får du noget igen. Cikorie har en dyb pælerod, der henter vand og mineraler op fra dybden og holder sig grøn i tørre perioder. Bibernelle, kommen og lancetbladet vejbred bidrager med mineraler og øger ofte ædelysten. Og så er der gode tegn på, at urter med et højt indhold af tanniner kan mindske risikoen for trommesyge i kløverrige marker og hjælpe på parasitbelastningen.
Urterne tåler dog ikke hård kontinuerlig afgræsning, og de holder sjældent mere end 3-4 år. Derfor passer de bedst i marker med rotationsafgræsning. Vil du have en færdig blanding, kan DLF Biodiversitet være et godt sted at starte – eller kig i kategorien Specialblandinger.
Direkte såning eller udlæg?
Udlæg i dæksæd er den klassiske metode, hvor græsfrøene sås oveni eller sammen med en kornafgrøde. Græsset sås sammen med f.eks. vårbyg, og når kornet er høstet, står græsmarken klar nedenunder, hvor de i skyggen af vårbyggen har kunnet etablere sig stille og roligt. Det er billigt, og marken giver også en afgrøde det første år. Brug 20-25 kg/ha, og sørg for at dæksæden ikke er for tæt eller går i leje – så kvæles udlægget. Kan man ikke bruge korn til noget, kan kornafgrøden høstes som helsæd og bruges som foder til kreaturer.
Renbestand – altså såning uden dæksæd – giver en hurtigere og mere sikker etablering. Brug 24-30 kg/ha. Det kan gøres om foråret eller i sensommeren efter høst. Er der kløver i blandingen, bør du så senest i slutningen af august, så kløveren når at blive stærk nok til vinteren. Tidligere sagde man den 20. august var sidste udkald for såning af kløver, men i takt med vintrene er blevet varmere, er det nok realistisk at sige den 1. september.
Eftersåning i en eksisterende græsmark kan forlænge levetiden, hvis der er huller i bunden. Brug rajgræs, der spirer hurtigt – f.eks. Alm. rajgræs – og så lige efter en hård afgræsning eller et slæt, hvor konkurrencen fra det eksisterende græs er mindst.
Forarbejdet betyder alt. Læs mere i Klargøring til såning og plantning.
Pleje af græsmarken
En græsmark passer ikke sig selv. De vigtigste plejeopgaver er:
-
Slæbning i foråret: Fordeler gødningsklatter og jævner muldvarpeskud.
-
Efterpudsning: Fjerner tuer og ukrudt og holder græsset i vækst. Især tidsler og skræpper skal holdes nede.
-
Kalkning: Kløveren er følsom over for lav pH, så hold øje med reaktionstallet.
-
Gødskning: En kløverrig mark har ikke brug for meget kvælstof, men husk fosfor og kalium.
-
Undgå trædeskader: Tag dyrene af, når det er rigtig vådt. Ellers ødelægger klovene græsbunden.
Hvornår er det tid til omlægning af græsmarken?
En græsmark i omdrift har typisk sin bedste tid i 2-4 år. Det er tid til at overveje omlægning, når:
-
Udbyttet falder mærkbart, selvom plejen er i orden.
-
Kløveren er forsvundet.
-
Ukrudt som kvik, skræppe og alm. rapgræs har taget over.
-
Græsbunden er åben og ødelagt af trædeskader.
På permanente arealer kan du ofte nøjes med eftersåning. I omdriften er omlægning til gengæld en gave til næste afgrøde, da den gamle græsmark efterlader masser af kvælstof i jorden. Læs mere om det i Sædskifte – er det noget for mig? – og husk at tjekke de gældende regler for omlægning af græs.
Kort fortalt - en oversigt
|
Din græsmark |
Mit forslag |
|---|---|
|
Tør, let jord – primært afgræsning |
|
|
God agerjord – afgræsning, høj foderværdi |
ForageMax 22 eller ForageMax 36 |
|
Fugtig jord, lavbund, risiko for oversvømmelse |
|
|
Kombineret slæt og afgræsning |
ForageMax 21 eller ForageMax 36 |
|
Permanente, hårdt belastede arealer |
|
|
Ren græsmark uden kløver, 2-3 år i omdrift |
|
|
Urter og biodiversitet |
DLF Biodiversitet eller tilsæt f.eks. Cikorie |
Du finder hele udvalget i kategorien Anbefalede frøblandinger / ForageMax, og kløverfrø i Kløver- og lucernefrø.
Driver du økologisk landbrug, så kig på special blandingen Økologisk ForageMax Kødkvæg med urter.
Er du stadig i tvivl om, hvilken blanding der passer til dine dyr og dine marker, så er du altid mere end velkommen til at kontakte mig på info@vildtremisen.dk eller tlf. 25 14 47 47 – så finder vi den rigtige løsning sammen.
