Alm. kongepen - Hypochaeris radicata
Almindelig kongepen er en flerårig vild plante, der er almindelig i hele landet på enge, overdrev, i vejkanter og i græsplæner. Planten danner en lav roset af takkede, hårede blade, hvorfra de forgrenede, bladløse blomsterstængler rejser sig. På toppen af hver stængel sidder en klargul kurvblomst, der ligner mælkebøtte, men som kan kendes på de forgrenede stængler og de mere afrundede blade. Kongepen bliver typisk 20-50 cm høj.
Almindelig kongepen blomstrer fra forsommeren og langt ind i sensommeren, og dermed holder den blomsterne åbne, længe efter at mange andre vilde blomster er afblomstret. Blomsterne besøges af svirrefluer, bier og sommerfugle, og planten er derfor et godt og nemt valg til den, der vil give insekterne føde sidst på sæsonen.
Kongepen er en nøjsom og robust plante, som trives i fuld sol til let skygge og klarer sig godt på både sandet og leret jord, så længe den er veldrænet. Kongepen tåler også at blive slået, og skyder igen fra rosetten. Dette sammenhold med at rosetten er meget lav og flad, gør at alm. kongepen kan trives udemærket i græsplæner. Samlet set er kongepen velegnet til både blomsterenge, naturarealer og mere almindelige græsplæner, hvor man ønsker lidt mere liv og blomster end blot græs.
Frøene har brug for lys for at spire og bør derfor ikke dækkes med jord. Frøene sås oven på jorden og trykkes let ned. Det bedste såtidspunkt er efterår eller tidligt forår, og jorden bør holdes fugtig, til spiringen er i gang. Kongepen danner i de fleste tilfælde en roset af blade det første år, og blomstringen kommer ofte først i løbet af andet år, så man skal være tålmodig.
Fra nogle kilder hævdes det at alm. kongepen er giftig for bl.a. heste. Jeg har dog ikke kunnet finde utvetydig dokumentation for dette. Under alle omstændigheder bør alm. kongepen dog - for en sikkerheds skyld - ikke indgå på arealer der skal afgræsses af heste.
Posen indeholder 10 gram frø svarende til ca. 12.000 frø, der rækker til ca. 10 m² med alm. kongepen, hvis ikke frøene blandes med andre frø fra vilde blomster.
Frøene er opblandet med RehoFix, der letter såningen betragteligt. Alligevel bør der sås tyndt. Udsædsmængden afhænger af, om frøene blandes med andre arter, men pas på ikke at så for tæt.