Hvorfor spirer det ene frø på en uge, mens det andet ligger i jorden et halvt år og venter? Og hvorfor kommer der ingenting op, selvom man har gjort alt efter bogen? Svaret skal næsten altid findes i frøets egne krav – til dybde, temperatur, lys og fugt, og for nogle arters vedkommende også til en ordentlig omgang vinter.
I denne artikel går jeg lidt i dybden med det tekniske omkring frø og såning. Så har du de bedste forudsætninger for et godt resultat – uanset om det er en vildtager, en blomstereng eller en græsplæne.
Hvad har et frø brug for?
Et frø er i virkeligheden en lille plante i dvale – med sin egen madpakke. For at vågne op skal tre ting være på plads:
- Vand. Frøet optager vand og svulmer op. Det kaldes kvældning, og det er startskuddet til spiringen.
- Varme. Hver art har en minimumstemperatur, hvor spiringen overhovedet går i gang – mere om det nedenfor.
- Ilt. Frøet ånder. Ligger det i vandmættet eller tilslemmet jord, bliver det simpelthen kvalt.
Det vigtigste at forstå er, at når spiringen først er gået i gang, er der ingen vej tilbage. Tørrer frøet ud nu, så dør kimen. Det er derfor, jævn fugt i de første uger betyder alt.
Derudover har nogle arter brug for lys for at spire, og andre har en indbygget frøhvile, der skal brydes, før der sker noget som helst.
Sådybde – hvor dybt skal frøene ned?
Tommelfingerreglen er enkel: Et frø skal sås i en dybde på 2-3 gange sin egen tykkelse. Små frø har en lille madpakke, og sår du dem for dybt, bruger kimplanten al sin energi, inden den når op i lyset. Store frø kan og skal sås dybere – dels for at sikre at de ligger i fugtig jord, dels for at de ikke bliver ædt af fugle. Fasaner og duer er ikke sene til at finde majsfrø, der ligger for højt.
På let, sandet jord, der tørrer hurtigt ud i overfladen, kan du gå lidt dybere. På tung lerjord skal du holde dig i den lave ende.
| Afgrøde | Sådybde | Min. jordtemperatur |
|---|---|---|
| Majs | 4-6 cm | 8-10 °C |
| Hestebønner og ærter | 4-6 cm | 3-5 °C |
| Lupin | 2-4 cm | 4-6 °C |
| Solsikke | 3-4 cm | 6-8 °C |
| Havre, hvede og rug | 2-4 cm | 2-4 °C |
| Boghvede | 2-3 cm | 8-10 °C |
| Sorghum og hirse | 2-3 cm | 10-14 °C |
| Kål, raps, sennep og olieræddike | 1-2 cm | 3-5 °C |
| Honningurt | 1-2 cm | 3-5 °C |
| Kløver og lucerne | 0,5-1 cm | 4-6 °C |
| Plænegræs | 0,5-1 cm | 8-10 °C |
| Vilde blomster | 0-0,5 cm | 5-10 °C (meget artsafhængigt) |
Temperaturerne er omtrentlige minimumstemperaturer i jorden, hvor frøene begynder at spire. Optimal spiring kræver typisk nogle grader mere.
Uanset sådybde: Tromle efter såningen! Det giver frøene god kontakt med jorden, så de kan trække fugt op nedefra. Det er en af de mest oversete – og billigste – forbedringer, du kan lave.
Spiretemperatur – det er jorden, der tæller
Det er jordens temperatur og ikke luftens, der afgør, om frøene spirer. En solrig dag i april kan godt give 18 grader på terrassen, mens jorden stadig kun er 5 grader. Et billigt jordtermometer er en god investering – mål om morgenen i ca. 5 cm dybde et par dage i træk.
Groft sagt kan man dele afgrøderne op i to hold:
- De kuldetolerante: Korn, kål, raps, sennep, ærter, hestebønner og honningurt. De kan sås tidligt – typisk fra først i april – og tåler en nattefrost eller to.
- De varmeelskende: Majs, sorghum, hirse, boghvede og solsikke. De stammer fra varmere himmelstrøg, tåler ikke frost og skal først i jorden omkring midt i maj, når jorden er varm.
Der er ikke noget at vinde ved at så for tidligt. Tværtimod. Majs i 6 grader varm jord kan bruge tre uger på at komme op – i 12 grader klarer den det på en uge. I mellemtiden ligger frøene og venter, og så er de et let bytte for svampe, fugle og mus, mens ukrudtet får et forspring.
Lyskimere og mørkekimere
Nogle frø skal kunne "se" lyset for at spire. Det gælder især mange små frø, der i naturen ligger i overfladen og venter på, at der bliver plads til dem. Andre spirer kun i mørke.
- Lyskimere – f.eks. kamille, perikon, fingerbøl, hedelyng, kongelys, røllike og blåmunke. De skal sås direkte på overfladen og trykkes eller tromles fast. Dækker du dem med jord, sker der ingenting.
- Mørkekimere – f.eks. honningurt, kornblomst og sortkommen (nigella). De skal dækkes med et tyndt lag jord.
I en blomsterblanding er der typisk både lys- og mørkekimere, og så må man finde et kompromis: Så frøene i overfladen, riv meget let – højst en halv centimeter – og tromle bagefter. Så får de fleste arter, hvad de skal bruge.
Frøhvile og stratificering
Frøhvile er plantens livsforsikring. Hvis alle frø spirede, så snart de faldt til jorden i august, ville kimplanterne ofte blive dræbt af den første frost. Derfor har mange vilde planter indbygget en "spærre", der sørger for, at frøene først spirer, når de har oplevet en vinter – og dermed ved, at foråret er på vej.
Frøhvilen kan sidde flere steder: i en kim, der ikke er færdigudviklet, i spirehæmmende stoffer i frøet – eller i en hård frøskal (mere om den nedenfor).
At bryde frøhvilen med kulde og fugt kaldes stratificering. Typiske arter, der kræver det:
- Liden skjaller – skal have en vinter og sås derfor i efteråret. Den er i øvrigt halvsnylter på græs og hjælper med at holde græsset nede i blomsterengen.
- Hulkravet kodriver, djævelsbid og akeleje – spirer bedst efter en kold periode.
- Ramsløg og angelik – kimen skal først modne færdig. Ramsløg kan tage både én og to vintre, før der kommer noget op. Tålmodighed!
Den nemmeste stratificering er den naturlige: Så i efteråret – fra oktober og indtil jorden fryser. Så klarer vinteren arbejdet for dig, og frøene spirer, når tiden er inde. Har du ikke fået sået i efteråret, kan du snyde lidt: Bland frøene med fugtigt sand i en lukket pose, og læg den i køleskabet ved 2-5 °C i 4-8 uger, før de sås om foråret. Ikke i fryseren – det er kulde og fugt, der gør arbejdet, ikke frost.
Og en vigtig pointe: Kommer der ikke så meget op i en flerårig blomstereng det første år, så er det ikke nødvendigvis en fejl. Mange vilde blomster spirer over flere år, og det er netop meningen.
Hårde frø og skarifikation
Bælgplanterne – kløver, lucerne, lupin, vikker, kællingetand, rundbælg og gul stenkløver – har deres helt egen form for frøhvile: en vandtæt frøskal. Vandet kan simpelthen ikke komme ind, og så sker der ingenting. Andelen af "hårde frø" kan være betydelig, og i naturen sørger det for, at frøene spirer over flere år.
At ridse frøskallen, så vandet kan trænge ind, kaldes skarifikation. Langt det meste kløverfrø i handlen er allerede behandlet maskinelt, så det behøver du som regel ikke tænke på. Har du derimod indsamlet frø selv, eller drejer det sig om vilde bælgplanter, kan du:
- gnide frøene let mellem to stykker sandpapir, eller
- hælde varmt vand (ca. 80 °C) over frøene og lade dem stå i blød natten over.
Og når vi nu er ved bælgplanterne: De samarbejder med knoldbakterier på rødderne, som henter kvælstof fra luften. Er der ikke dyrket lupin eller lucerne på arealet før, mangler de rette bakterier ofte i jorden. Så er det en god idé at pode frøene med et podemiddel inden såning.
Udsædsmængde, spireevne og opbevaring
På frøposen står der typisk en anbefalet udsædsmængde, og den skal du som udgangspunkt følge. Vil du regne den ud selv – f.eks. hvis du blander din egen vildtageblanding – skal du kende to tal: tusindkornsvægten (hvad 1.000 frø vejer i gram) og spireprocenten. Så er regnestykket:
Udsæd (kg/ha) = ønsket antal planter pr. m² × tusindkornsvægt (g) ÷ spireprocent
Eksempel: Du vil have 40 hestebønneplanter pr. m², tusindkornsvægten er 500 g, og du regner med, at 85 % af frøene bliver til en plante. Så bliver det 40 × 500 ÷ 85 = ca. 235 kg/ha.
Er du i tvivl om, hvorvidt nogle gamle frø stadig kan spire, så lav en spiretest: Læg 50 frø på et stykke fugtigt køkkenrulle i en plastpose, og stil den ved stuetemperatur. Tæl efter 7-14 dage, og så har du spireprocenten.
Frø er levende, og de holder længst, når de opbevares tørt, køligt og mørkt. En gammel tommelfingerregel siger, at frøenes levetid groft sagt fordobles for hver 5 grader, temperaturen sænkes. Skuret med svingende temperatur og fugt er derfor det værste sted. En tætsluttende spand eller et glas i en kølig kælder er langt bedre. De store frø og bælgplanterne holder typisk i flere år, mens mange små frø taber spireevnen hurtigere.
Kort fortalt
| Frøtype | Sådan gør du |
|---|---|
| Store frø (majs, bønner, solsikke) | Så dybt – 3-6 cm – og vent på varm jord |
| Mellemstore frø (korn, kål, honningurt) | 1-4 cm, kan sås tidligt i foråret |
| Små frø (kløver, græs) | ½-1 cm, riv let og tromle |
| Vilde blomster | I overfladen, tromle – mange sås bedst i efteråret |
| Frø med frøhvile | Så i efteråret, eller stratificér i køleskabet |
| Hårde frø (bælgplanter) | Skarificér selvindsamlede frø, pod lupin og lucerne |
Forarbejdet er lige så vigtigt som selve såningen. Læs mere i Klargøring til såning og plantning. Og er du i tvivl om, hvordan du bedst sår netop dine frø, så er du altid velkommen til at kontakte mig på info@vildtremisen.dk eller tlf. 25 14 47 47.