Bakkesvingel - Festuca brevipila
Bakkesvingel er en flerårig, tuedannende græsart med fine, stive og grågrønne blade. Græsset vokser naturligt på tørre, sandede og næringsfattige arealer, hvor det kan danne tætte, lave tuer. De fine blomsterstande står over tuerne i forsommeren, og hele planten bliver typisk 20-50 cm høj.
Bakkesvingel er et af de mest tørkeresistente græsser, og den klarer sig godt på mager og sandet jord, hvor mange andre planter har det svært. Fordi den danner åbne tuer og ikke en tæt græsplæne, levner den plads til blomsterne omkring sig. Derfor er den et godt valg som grundlag i den tørre blomstereng, hvor man gerne vil have lidt struktur og et naturligt udtryk uden at risikere, at græsset udkonkurrerer blomster og urter.
Bakkesvingel egner sig til blomsterenge, skrænter, vejkanter og andre arealer med mager jord i sol til let skygge. Den kræver ingen gødning og trives bedst på arealer, hvor jorden ikke er for næringsrig.
Græsset sås bedst oven på forberedt, ukrudtsfri jord, hvor frøene trykkes let ned. Spiringen sker typisk i løbet af et par uger, når jorden holdes let fugtig. Hvis bakkesvingel sås sammen med vilde blomster, bør den udgøre en forholdsvis lille del af blandingen, så den ikke kommer til at dominere. Pleje af arealet sker som ved andre blomsterenge: slå om vinteren, og fjern plantematerialet, så jorden holdes næringsfattig.
Posen indeholder 10 gram frø svarende til ca. 10.000 frø, der rækker til ca. 10 m² med bakkesvingel, hvis ikke frøene blandes med andre frø fra vilde blomster.
Frøene er opblandet med RehoFix, der letter såningen betragteligt. Alligevel bør der sås tyndt. Udsædsmængden afhænger af, om frøene blandes med andre arter, men pas på ikke at så for tæt.