Korn-ridderspore - Consolida regalis
Korn-ridderspore er en et-årig vild plante, der tidligere var et ret almindeligt syn i kanten af kornmarkerne, hvor de kraftigt blå blomster stod i skarp kontrast til de gyldne aks. De mørkeblå til violette blomster har en karakteristisk lang spore bagtil - heraf navnet - og sidder i løse klaser på de fint forgrenede stængler. Planten bliver typisk 30-80 cm høj og har fint delte, fjerformede blade.
Korn-ridderspore blomstrer fra forsommeren og ind i sensommeren. Blomsterne bestøves af bier og sommerfugle, og planten er derfor et flot og insektvenligt indslag i blomsterengen. Arten er i dag blevet sjælden mange steder i Europa på grund af moderne landbrugsmetoder.
Korn-ridderspore trives i fuld sol og i veldrænet, kalkholdig eller sandet jord. Den klarer sig godt på magre arealer og er et godt valg til nyanlagte blomsterenge, hvor den de første år efter etablering, vil klare sig fint, hvorefter den med stor sandsynlighed vil forsvinde gradvist fra arealet igen..
Bemærk, at alle dele af korn-ridderspore er giftige, så planten bør ikke placeres, hvor børn eller dyr kan spise af den. Den egner sig heller ikke til heste- og kvægfolde.
Da planten er ettårig, skal den have mulighed for at så sig selv, hvis den skal vende tilbage år efter år. Sørg derfor for, at der jævnligt er blottet jord, f.eks. ved at rive eller hakke let i overfladen om efteråret eller vinteren.
Posen indeholder 10 gram frø svarende til ca. 8.000 frø, der rækker til ca. 10 m² med korn-ridderspore, hvis ikke frøene blandes med andre frø fra vilde blomster.
Såtidspunkt: Efterår (september-oktober) eller tidligt forår (marts-april). Efterårssåning giver de kraftigste planter.
Udsædsmængde: 1 g/m² i renbestand. I en blanding med andre vilde blomster sås der tilsvarende mindre.
Sådybde: Ca. 0,5 cm. Frøene spirer bedst i mørke, så de skal dækkes let.
Frøene er opblandet med RehoFix, der letter såningen betragteligt. Alligevel bør der sås tyndt. Udsædsmængden afhænger af, om frøene blandes med andre arter, men pas på ikke at så for tæt.