Er det så svært som det lyder - det med den blomstereng?
NEJ - det er faktisk ret nemt. Man drysser lidt frø, væbner sig med tålmodighed og ser hvad der sker. Hvis man kan forliges med, at det ligeså meget er processen, som det er reultatet, der er interessant, så kan det i hvertfald ikke gå helt galt.
Alle frøposerne med vilde blomster fra Vildtremisen.dk indeholder 10 gram frø og lidt frøfyld(RehoFix) for at frøene - der ofte er meget små - kan håndteres. 10 gram er VIRKELIG mange frø, men efter min bedste overbevisnig er det, det der skal til, fordi succesraten fra frø til færdig plante er ret lav, når man "dyrker" som man gør med en blomstereng.
Har man kun nogle få frø, er man tilbøjelig til at spare - måske endda forspire i drivhuset eller vindueskarmen, for herefter at plante småplanterne ud. Og når nu man har bøvlet med dem, passer man selvfølgelig på dem - og derved har man allerede lavet første fejl... Det er da ikke naturligt og "vildt" -det er jo mere ligesom man dyrker græskar og tomater...
Næææh... Krat lidt i jorden hist og pist og drys lidt frø. Drys lidt frø i et muldvarpeskud, osv. Lev med en lav succerate, og lad naturen og tiden klare alt det hårde arbejde...
TIP 1 - Arbejd med naturen - det er det nemmeste...
Hvis din adresse er "Sandkassen 28, Yderste-klitrække-købing", så vælg salttolerante arter der kan gro i tør, sandet jord. Bor du på "Tørveløkken 53, Mosehullet", så kig efter arter der drives på mere næringsrig, våd jord - og så fremdeles... Hvis det man sigter efter er alt for langt væk fra det naturgivne udgangspunkt, så bliver det ALDRIG godt...
Og JA! - man kan grave mulden af og fylde op med sand i stedet, men er det særlig naturligt? Undersøg i stedet hvad du har, og arbejd med det. Det er både det nemmeste, det sjoveste og det der giver det mest vellykkede resultat.
TIP 2 - Hav en plan - og hold dig til den...
Noget af det væsentligste for at den blomstereng vi alle drømmer om lykkes, er tid!
Det er overvejende sandsynligt at din blomstereng IKKE bliver som du drømmer om det første år. MEN hav en plan for hvordan du vil pleje din blomstereng for at komme i mål - og hold dig til den. Så lykkes det med GARANTI - måske ikke i år eller næste år, men natur tager altså bare tid.
Hvis du ønsker arter der trives, hvor der er næringsfattigt, er det et langt sejt træk at udpine jorden ved at slå og fjerne uønskede planter, men det skal nok lykkes. Hold dig til planen og vær tålmodig...
Hvis du ønsker et tæt tæppe af f.eks. engelsk græs, men spiringen svigter pga. tørke, så fortvivl ikke. Frøene kan spire senere, og dem der er spiret kan smide nye frø og sprede sig. Der går lidt længere, men det kommer, hvis forudsætningerne er på plads og planen følges.
TIP 3 - Skyd med spredehagl - MEN ikke for meget...
Selvom du er HELT vild med f.eks. hvid okseøje, så sørg for at have flere arter end blot en eller nogle få. Er der bar jord kommer der typisk græs, hvilket man ikke nødvendigvis ønsker. Så derfor sørg for at have nogle relativt aggressive arter med i din blomstereng ved etableringen, så arealet holdes fri for græs.
Sørg altid for at have en eller flere arter med pælerod - f.eks. vild gulerod - de klarer sig i selv den værste tørke. Derved er du sikker på at blomsterengen ikke gror til i uønskede arter i et tørkeår. Og det overflod af cikorie, vild gulerod eller andet, der opstår i tørkeåret, den jævner sig igen over tid.
Husk også et-årige arter, som f.eks. korn-valmue - de forsvinder i løbet af få år, men kan holde græsset i skak i etableringsåret, hvor de flerårige arter endnu ikke har fået så meget magt.
Og pas så på... Blomsterenge er lidt ligesom vandfarver... Hvis du blander for meget og blander arter der ikke harmonerer, så bliver det noget rod. Ofte ender det med at en art overtager det hele - og det er jo heller ikke planen...
