Der er gennem de seneste mange årtier grublet over og forsket meget i hvor agerhønsene – der engang var så mange af – mon blev af. Hvorfor forsvandt de? Og hvordan får vi dem tilbage igen.
At der til stadighed forskes i emnet er dejligt, men vi ved allerede ret meget – vi bruger bare ikke den viden vi har. Af og til møder man endda eksempler på at der bliver talt stik imod den viden der allerede foreligger.
Bl.a. lader der til at være nogle misforståelser omkring, hvordan landskabet rent faktisk så ud i gamle dage og hvordan agerhønsene benytter landskabet. Disse misforståelser har resulteret i at man har anbefalet plantning af lave læhegn efter engelsk forbillede, barjordsstriber, kortslåede græsstriber , insektvolde og lignende linjeformede biotoper.
Det forholder sig dog sådan at agerhønen – hvad navnet også antyder – er bosiddende ude på agerjorden. Forskningsmæssigt er det for længst bevist at agerhønen finder redeskjul i vinterafgrøder eller græs – IKKE i læhegn og insektvolde. Agerhønen ved godt at rovvildtet har nemt ved at afpatruljere de linjeformede biotoper, så den søger ud på de lidt større flader. Fra USA ved man at vagtler og fasaner foretrækker biotoper på ikke under 20 meter i bredden, når de skal finde en egnet redebiotop – det samme gør sig formentlig gældende for agerhøns.
Når det hævdes at der var flere læhegn i landskabet i gamle dage er det lodret forkert. Der var færre læhegn. Læplantning, som vi kender det, er et relativt nyt fænomen. Til gengæld var der mange flere forskellige afgrøder, og markerne var meget mindre. Græsmarker, kornmarker, ærter, lucerne, kløver, forskellige slags roer, kartofler og mange andre afgrøder.
Mange afgrøder og små marker gav flere skel mellem de forskellige afgrøder, hvor der måske var lidt åbent. De mange forskellige afgrøder gav mange forskellige biotoper på samlet på et relativt lille areal.
Oven i en skøn blanding af vårafgrøder og vinterafgrøder, var landskabet fyldt med græssende dyr. Dyr påvirker landskabet. Nogle steder opstår bar jord, andre steder er der højt græs – måske endda krat. Og så er der lort. Lort der giver liv til insekter. Og insekterne er mad til agerhøns.
Kunstgødning var endnu ikke så almindeligt at man kunne undlade at sprede møg på markerne. Og nedfældning af gylle var heller ikke rigtigt slået an endnu. Gammeldags møg, med masser af halm var derimod gødningen. En masse organisk materiale der skal omsættes af bl.a. insekter – spredt ud over alle marker.
Kemi – planteværn – sprøjtegift. Kært barn har mange navne. Da markerne ikke blev sprøjtet for hverken ukrudt eller skadedyr i større omfang, så afgrøderne noget anderledes ud. Dette har helt sikkert også en væsentlig betydning for hvor gode levebetingelser der er for agerhøns.
Da fritgående fjerkræ var langt mere udbredt, var bekæmpelse af rovvildtet også langt mere intensiv. Dette har selvfølgelig også haft betydning for agerhønsene.
Hvad kan man så gøre i dag, hvis man vil have mange agerhøns som i gamle dage..? Hvis det var super nemt og ligetil, så var det gjort for længst. Det hjælper desværre ikke alverden at lave en insektvoldt og en barjordsstribe. Det der hjælper er at ændre landbruget i retning af flere forskellige afgrøder og mindre dyrkningsenheder/marker. Er man ikke selv landmand, kan det være svært.
Et skridt i den rigtige retning kan være vildtagre. Men for at de for alvor virker – hele året rundt – skal de være tilstrækkeligt store. Gerne over 20 meter brede og gerne med en størrelse over 1 hektar. Ved at vildtagrene har denne størrelse vil agerhønsene have en bedre chance for at gemme sig for rovvildtet.
Vildtagrene bør være med planter der tilgodeser markvildt og gerne med en del flerårige arter, da det er optimalt for insekterne. Et rigtig godt bud på sådan en frøblanding er blandingen markvildt.
Har man mulighed for - på en meningsfuld måde - at få de græssende dyr tilbage i landskaber, er man endnu bedre på vej.
Regulering af rovvildtet inden for lovens rammer, kan øge overlevelsesraten hos agerhønsene ret betragteligt, og en kontinuerlig indsats for at holde rovvildtet på et ikke for højt niveau, vil være positivt for agerhøns - og i øvrigt også harer og andet markvildt.