Er der forskellige slags græs?
Kan det virkelig passe at der er forskellige slags græs? Ja, det kan du dælme tro da!
Og det er faktisk vigtigt at vælge de rigtige græsarter til det formål græsset skal anvendes til. Det er altså ikke helt ligegyldigt om du er gedebukkeavler eller golfspiller.
Hvorfor er det vigtigt at vælge de rigtige græsser?
Jeg hører lidt for ofte nogle trælse udsagn om græs, som f.eks.”...det kan faktisk slet ikke betale sig at så græs - det kommer jo alligevel af sig selv.” Det er helt rigtigt at der kommer græs af sig selv – men det er ikke nødvendigvis den type græs du skal bruge.
Og så er det det ender med ærgelser og irritation over at græs ikke er godt. Men det er HELT forkert – den RIGTIGE græsart eller græsblanding kan meget mere end noget tilfældigt valgt græs eller – worst-case – det kvikgræs, fløjlsgræs og andet der kommer af sig selv.
Uanset om du skal bruge en græsblanding til en græsplæne, en græsblanding til et naturareal eller en græsblanding til en mark, så udgør nedenstående græsarter hovedbestanddelen af græsfrøblandingen.
Græsblandingerne er nøje sammensat og testet - både hvad angår de sorter der anvendes og den indbyrdes sammensætning af græsserne. Når du læser mere om de enkelte græsarters styrker og svagheder, for du et lille indblik i hvordan frøblandingerne sammensættes for at imødekomme de krav der er til den færdige græsplæne eller græsmark.
Westerwoldisk rajgræs
Wester-hvad-for-noget? Du har formentlig ALDRIG hørt om det, men der findes en græsart der hedder Westerwoldisk rajgræs (Lolium multiflorum var. westerwoldicum). Westerwoldisk rajgræs er et-årig, men til gengæld ekstremt hurtigtvoksende. Derfor kan Westerwoldisk rajgræs bruges i græsblandinger som ”ammegræs” - en slags dækafgrøde, for andre græsser med lidt længere etableringstid...
Det er smart, hvis du f.eks. har en græsmark, hvor der har gået dyr om vinteren og der er nogle bare pletter de steder, hvor du har strøet og fodret. Det er smart ved ledhuller og andre passager, hvor belastninge har været liiidt for høj hen over vinteren, og hvor du nu gerne bare vil have en græsmark hurtigst muligt igen.
Jeg bruger selv Westerwoldisk rajgræs til reparation af hestefoldene. I blanding med rødsvingel og engrapgræs, der giver en god bund, men lige tager lidt længere tid om at komme i gang.
Rødsvingel
Rødsvingel (Festuca rubra) er en af de mest populære græsorter i Danmark – og med god grund.
Rødsvingel trives der, hvor mange andre græsser giver op.
Rødsvingel er meget hårdfør og nøjsom og er kendt for sin evne til at klare sig under svære forhold. Rødsvingel har et dybt rodnet, der gør, at den holder sig grøn længere i tørre perioder end f.eks. alm. rajgræs. Derudover er rødsvingel en af de bedste arter til haver med mange træer eller høje hække, da den trives fint i delvis skygge.
Rødsvingel er ret nøjsom og kræver ikke nær så meget gødning som mange andre græsser. Den har meget smalle, nåleformede blade, hvilket giver et meget tæt og elegant udseende.
Rødsvingel breder sig vandret med udløbere under jorden, hvilket betyder, at den selv kan lukke små bare pletter i plænen. Hvor kraftigt rødsvingel spreder sig er i høj grad et spørgsmål om sorten. Spredningen med udløbere giver et meget tæt græstæppe, der også hjælper med at holde ukrudt og mos nede på sigt.
Timothe
Timothe (Phleum pratense) er også kendt som "eng-rottehale" på grund af dens karakteristiske aks, der kan minde noget om en rottehale - og så gror den typisk på lidt fugtig jord i enge.
Timothe er en af de mest værdsatte fodergræsser i Danmark. Den fungerer som en stabil "holdspiller" i mange af de mest solgte græsblandinger til både kreaturer og heste.
Timothe har en god holdbarhed når først den er etableret. Det er en tuedannende og ret kraftigt voksende græsart, der under optimale forhold bliver over en meter høj. Den fungerer derfor bedst i blandinger med "bundgræsser" der lukker hullerne mellem tuerne - f.eks. rødsvingel og engrapgræs.
Timothe er en af de mest hårdføre græssorter, vi har. Den trives fremragende i det nordiske klima og tåler kolde vintre og fugtige forår bedre end de fleste andre arter. Den starter væksten tidligt, selv når jorden stadig er kold.
Hvor mange andre græstyper drukner, hvis jorden er meget våd, trives timothe rigtig godt. Den foretrækker faktisk fugtige og tunge jordtyper (som lerjord) og er derfor perfekt til lavtliggende arealer. Omvendt er den ret følsom over for udtørring og tørke.
Timothe er kendt for at være meget velsmagende for dyr, især heste og kvæg. Det gælder både ved afgræsning, som tørt hø og i wrap og ensilage.
Udover smagen har timothe også et relativt lavt sukkerindhold OG et højt fiber indhold - sammenlignet med f.eks. alm. rajgræs. Det gør den ideel til heste, der dårligt tåler græsser med højt sukkerindhold og har brug for meget struktur i foderet.
Alm. rajgræs
Almindelig rajgræs (Lolium perenne) er uden sammenligning den mest anvendte græsart i Danmark – både i villahaven, på græsmarker og på fodboldstadioner. Den er hurtig, stærk og utroligt regenererende.
Slidstyrken er den absolut største fordel ved almindelig alm. rajgræs. Den tåler tung trafik, legende børn, intense fodboldkampe, græssende dyr og gentagen græsslåning bedre end nogen anden græsart. Den har en unik evne til at rejse sig igen efter at være blevet trådt ned og skyde hurtigt igen efter klipning.
Hvis du sår en græsblanding med alm. rajgræs, vil du se resultater hurtigt. Den spirer typisk på 7-10 dage (hvis jorden er varm nok), hvilket gør den suveræn til at reparere huller i græsplænen eller til hurtigt at få en grøn flade efter nybyggeri. Bl.a. af denne årsag er alm. rajgræs også en stor del af langt de fleste græsblandinger der anvendes i landbruget.
Moderne sorter af almindelig rajgræs (ofte kaldet udløber-dannende rajgræs) har evnen til at sende vandrette skud ud. Det betyder, at hvis der opstår et bart hul i plænen, kan græsset selv "vandre" ind og lukke hullet.
Almindelig rajgræs har ofte en dyb, mørkegrøn farve og en blank underside på bladene, som giver et sundt og frodigt udseende. Den holder sig grøn langt ind i vinteren og starter væksten forholdsvis tidligt i foråret.
Engsvingel
Engsvingel (Festuca pratensis) er en af de mest værdifulde græsarter til mere permanente græsmarker i Danmark – altså græsmarker der ikke omlægges i en årrække. Engsvingel minder om en blanding mellem rødsvingel og rajgræs, men har sine helt egne styrker, især når det gælder robusthed og foderkvalitet.
Engsvingel er ekstremt hårdfør. Den klarer det omskiftelige danske vejr utroligt godt og er meget modstandsdygtig over for både hård frost og fugtige vintre. Den overlever ofte i marker, hvor andre græsarter giver op efter et par år.
Hvor rajgræs foretrækker de bedste jorder, er engsvingel mere nøjsom. Den er særligt god til kold og fugtig jord og tåler "våde fødder" langt bedre end de fleste andre græsser.
Inden for landbruget er engsvingel højt elsket som fodergræs fordi den er velsmagende - dyrene æder den i hvertfald med stor appetit.
Engsvingel har en jævn vækst hen over sommeren, hvilket giver et stabilt udbytte til både afgræsning og hø/wrap. Den er ikke så aggressiv som rajgræs, hvilket betyder, at den giver plads til, at f.eks. hvidkløver kan trives i marken sammen med den.
Engsvingel vågner tidligt om foråret. Det betyder, at den hurtigt er klar til den første afgræsning, så snart temperaturen stiger en smule. Derfor er den et populært komponent i græsblandinger til afgræsning til både heste og kreaturer.
Hundegræs
Hundegræs (Dactylis glomerata) er græsverdenens "overlevelsesekspert". Den er kendt for sin ekstreme robusthed og er ofte den sidste plante, der stadig er grøn, når alt andet er svedet af i en tør sommer.
Hundegræs er en stor og kraftig, tuedannende græsart – ofte over en meter høj. Hundegræs har også et meget dybt og kraftigt rodnet. Det gør den i stand til at hente vand fra jordlag, som andre græsarter slet ikke kan nå. Hvis du har meget let og sandet jord, hvor vandet hurtigt forsvinder, er hundegræs et af de bedste valg.
Hundegræs vågner meget tidligt om foråret og skyder hurtigt i vejret. En af dens største styrker er dens evne til at "komme igen" efter afpudsning eller afgræsning. Den leverer et højt udbytte af biomasse hen over hele sæsonen, da den ikke går i dvale i de varme måneder.
Selvom den elsker sol og varme, er hundegræs faktisk meget tolerant over for skygge (deraf det engelske navn Orchard grass, fordi den trives under frugttræer). Den kan derfor også klare sig i skovbryn, i læhegn og andre steder, hvor lystilgangen er en udfordring for andre græsser.
Inden for landbruget bruges den flittigt, især til tørre jorde. Da det er en kraftig, grov græsart giver den også god struktur i foderet, hvilket er godt for fordøjelsen hos drøvtyggere og heste. Hvis den høstes tidligt (inden den blomstrer), har den et højt proteinindhold. Senere bidrager hundegræs mest med struktur og fungerer derfor bedst i blandinger med andre græsser.
Som vildtafgrøde er hundegræs en lidt overset art, men er skoleeksemplet på den tuedannende græsvækst man ønsker som redeskjul til f.eks. agerhøns og fasaner.
Engrapgræs
Engrapgræs (Poa pratensis) er ofte den hemmelige ingrediens i de bedste græsblandinger. F.eks. i plænegræsblandinger, hvor rajgræsset giver hurtig farve, og rødsvingel giver finhed, er det engrapgræsset, der leverer styrken og fundamentet. I græsblandinger til landbrug er engrapgræs også anvendt i blandinger til afgræsning, hvor engrapgræs giver den stærke bund.
Engrapgræs er kendt for sine kraftige, underjordiske udløbere (rhizomer). Det betyder, at hvis der opstår et hul i græsset efter en hård tackling, en legende hund eller en galoperende hest, sender planten nye skud ud under jorden for at lukke hullet. Den danner en ekstremt stærk og sammenhængende græstæppe.
Engrapgræs er meget tolerant over for kulde og frost. Den holder sig ofte pæn og grøn gennem vinteren og er generelt meget modstandsdygtig over for de sygdomme, der kan ramme græs i de fugtige vintermåneder (som f.eks. sneskimmel).
I modsætning til mange fodergræsser har engrapgræs en naturlig lav vækstform. Den breder sig mere til siden end i højden, hvilket giver en meget tæt og kompakt græsflade, der føles behagelig at gå på. Omvendt betyder det at engrapgræs ikke er anvendelig, hvis man f.eks. vil producere hø på arealerne.
Strandsvingel
Strandsvingel (Festuca arundinacea) er græsverdenens svar på en terrængående bil. Den er måske ikke den mest elegante græsart, men den er ekstremt robust og nærmest umulig at slå ihjel, når først den har etableret sig.
Tørkeresistens er strandsvingels absolutte superkraft. Den har et rodsystem, der kan nå helt ned i 1-1,5 meters dybde. Det betyder, at mens rajgræs og engrapgræs for længst er gået i dvale og blevet gule i en tør sommer, står strandsvingel stadig grøn og saftig.
Strandsvingel er ekstremt alsidig. Den trives under forhold, hvor de fleste andre græsser giver op. Den tåler stående vand og oversvømmelser i perioder. Som navnet antyder, tåler den salt (f.eks. ved kyster eller langs saltede veje) og så klarer strandsvingel også høje sommertemperaturer bedre end næsten alle andre græsser.
Den har meget stive og grove blade, hvilket gør den utroligt modstandsdygtig over for mekanisk slid. Den bliver ofte brugt på arealer, der skal holde til meget, men hvor man ikke har mulighed for intensiv vanding.
Den kræver ikke meget gødning for at holde sig kørende, og fordi den er så robust, er den meget modstandsdygtig over for de fleste græssygdomme.
Hvad er så ulempen? Netop det at strandsvingel er en relativ grov græs, gør at egnetheden til foder ikke er på højde med f.eks. timothe, rajgræs og rødsvingel.